Kære Studenter
Vi er nu kommet til den del af dimissionen, der svarer til præstens prædiken i kirken. De af jer, der er døbt og konfirmeret har allerede været udsat for det et par gange, selvom I nok ikke husker så meget derfra. Jeg opfatter dagen i dag som et overgangsritual, hvor de fleste af jer inden for kort tid for alvor skal til at stå på egne ben. Det fejrer vi, og liturgien er den samme, som den har været i mange år. Traditioner af den art er med til samle os og skabe gode rammer for livet i en tid, hvor mindre og mindre er som det plejer at være. Ritualerne ændrer sig måske en smule gennem tiden, men der bliver altid noget tilbage, der er med til at skabe genkendelighed og dermed tryghed. Det gælder også det ritual, som vi er i gang med denne formiddag. Vi fejrer, at I er blevet studenter, og vi fejrer, at I er blevet voksne med alt, hvad det indebærer af frihed og ansvar. Samtidigt glemmer vi ikke, at det ikke er fejringen af jer, der er begivenheden, men det, at I har fået en god uddannelse, som I får glæde af resten af livet.
I en overskrift i Kristeligt Dagblad står der: ”Det uperfekte menneske kan også bidrage med noget”. Artiklen handler om kunstneren Arne Haugen Sørensen, der har arbejdet meget med lignelsen om den fortabte søn, der har ødet alt væk og alligevel bliver modtaget med åbne arme, da han vender hjem. Jeg tænkte, at det var en god indledning til en omtale af den perfekthedskultur, som plager mange af jer unge. Umiddelbart lyder det som en sympatisk overskrift, der siger, at der er en rolle til os alle sammen. Problemet er bare, at så accepterer man også, at der findes et perfekt menneske. Det er efter min mening en både farlig og forkert præmis. Hvem kan fortælle, hvad der er perfekt? Den, der siger, at han kan det, har mindst en stor fejl, nemlig storhedsvanvid. Der findes ikke en sådan absolut skala, der begynder med det helt uperfekte og ender med det perfekte. En pointe i denne sammenhæng er således, at det er vigtigt altid at overveje om en tilsyneladende god og sammenhængende argumentation, som skal overbevise jer om et eller andet, i virkeligheden bygger på en forudsætning, som I er fundamentalt uenige i. En analogi kunne være, hvis nogen spurgte mig: ”Er du holdt op med at slå din kone”. Ethvert svar, der ikke sætter spørgsmålstegn ved den præmis, der indirekte er til stede i spørgsmålet, vil stille mig i et ret dårligt lys. Jeg er sikker på, at jeres år i det almene gymnasium har klædt jer på til at være på vagt over for letkøbte argumenter, der bygger på tvivlsomme antagelser. En anden pointe er imidlertid, at selvom der kan være problemer med forudsætningerne for et udsagn, betyder det ikke nødvendigvis, at der er ikke også kan ligge en sandhed gemt i meningen med det. Det gælder også her, så det kan være en god ide at lytte til dem, man ikke normalt deler værdier med. Der er og skal være plads til os alle sammen. Fordi I har en skæv næse, ikke har styr på økonomien eller ikke får 12 til eksamen, betyder det ikke, at I har en ringere værdi. I bidrager alle, I er alle vigtige. I betyder alle noget for nogen. Mit råd til jer skal dog være, at det kan betale sig at gøre sig umage i alle livets forhold, det være sig i uddannelse, arbejde eller jeres private liv. I skal gøres jeres bedste, også fordi det får de mennesker, I omgås, til at forstå, at I tager dem alvorligt. Det er den bedste måde at få gode relationer på. Meget bedre end at prøve at sole sig i en flygtig succes eller et glamourøst ydre.
Sidste år kårede Berlingske Tidende fodboldspilleren, der også snart er færdiguddannet som læge, Nadia Nadim som årets dansker. Hun har en baggrund som flygtning, og netop derfor har hun måske gjort sig nogle særlige tanker om, hvad det vil sige at være dansk. Hun siger: ”For mig er danskhed friheden til at være den, man er”. Det synes jeg egentlig er flot sagt, selvom man så nogle gange kan tvivle på, hvor danske vi danskere egentlig er. Men det er vel egentlig essensen af at leve i et demokrati og ikke i et flertalsdiktatur. Jeg håber også, at I har oplevet friheden til at være jer selv her på Morsø Gymnasium, hvor tolerance og ret til forskellighed er en vigtig del af værdisættet. Jeg håber, at I i mødet med hinanden og i mødet med den viden, som I har fået i de enkelte fag har indset, at det der adskiller jer fra de andre, faktisk er det mest interessante. Det er der, der opstår udvikling, ny viden og nye erkendelser. En tryg base og en viden om jeres baggrund er dog en nødvendig forudsætning, en forudsætning I dels har med hjemmefra, men også en forudsætning, der understøttes af den viden og de diskussioner, som I har fået her i gymnasiet. Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at Nadia Nadim havde sagt: ”For mig er danskhed friheden til at være den, man er nu”. For pas på med at bruge et argument som ”sådan er jeg nu”. Jeg kan med mine egne øjne konstatere, at I har forandret jeg meget siden i begyndte i 1. g, og jeg håber bestemt, at I fortsætter med at se nye muligheder, afprøve nye synspunkter og være nysgerrige. Livet er foran jer. Det kan være hårdt, men det er først og fremmest spændende. Vær ikke bange for at begå fejl. Dem lærer I af, og de, der aldrig begår fejl, laver enten for lidt eller er gået totalt i stå, og gør kun det, de har gjort utallige gange før. Mark Twain har sin egen måde at sige det på: ”A man who carries a cat by the tail learns something he can learn in no other way”. “En mand, der bærer en kat I halen, lærer noget, han ikke kunne have lært på andre måder”.
Udtrykket ”hensigten helliger midlet” tillægges formentlig noget uretfærdigt jesuitterne. Men uanset hvor udsagnet kommer fra, er det en holdning, vi er nødt til at tage afstand fra, da den kan bruges til at retfærdiggøre alt fra terrorhandlinger og tortur til nedværdigende behandling af andre mennesker. I vores tid er vi måske gået i den anden grøft. Svend Brinkmann siger i bogen: ’Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden’: ” Vi er blevet gode til at måle og veje verden, men dårligere til at vurdere værdien af det, vi måler og vejer”. Han taler om instrumentalisering, hvor midlet er blevet det vigtigste, således at vi helt glemmer målet. Vi taler kun om økonomi, men en god økonomi er ikke målet i sig selv. Målet er et godt liv. Det er således vigtigt at holde balancen, så vi med målet for øje finder de rigtige midler. Uddannelse er et af de midler, der kan bruges til at skabe en bedre tilværelse. Uddannelse er derfor ikke målet i sig selv. Uddannelse er på en anden side heller ikke noget, der kun skal bruges til at sikre en bedre økonomi, for det er heller ikke målet. Uddannelse skal bruges til at skabe muligheder både for samfundet og for den enkelte. Derfor skal uddannelse ikke kun rettes mod arbejdsmarkedet. Uddannelse skal kunne understøtte også jeres drømme og være med til at skabe rammen for et godt og udbytterigt liv for jer alle sammen. Det almene gymnasiums brede fagrække er med til at giver jer det grundlag, som I skal bygge resten af jeres liv på. I bliver dannede og får nogle valgmuligheder, som I ikke nødvendigvis var klar over eksisterede. Verden åbnes for jer. Gå i første omgang efter det, I har lyst til, og lyt kun til dem, der vil tvinge jer i en bestemt retning, hvis den retning føles rigtig for jer. Engagement er den allervigtigste drivkraft i et samfund, der er så rigt, at kampen for overlevelse ikke er en motivationsfaktor, og uden interesse er der ikke engagement. I kommer til at beskæftige jer med mange forskellige ting i løbet af jeres arbejdsliv, og måske vil noget af det, I lærte i gymnasiet, og som I syntes var helt ligegyldigt eller bare kedeligt, komme til at spille en stor rolle for jer på et senere tidspunkt.
Et afrikansk ordsprog siger: ”At fare vild er en måde at finde vej på”. Lad det være en trøst for de mange af jer, der ikke ved, hvor I skal hen efter studentereksamen. I har fået et god rygsæk med, men der er plads til mere i den. I finder en vej og samler ting op undervejs, som I har lyst til at tage med. Fra mig skal der kun lyde ønsket om en god tur.
Det meste af det, jeg har sagt, kan virke sådan lidt formanende, og jeg lyder måske lidt for meget som jeres forældre. Fælles for os er, at vi l så gerne vil hjælpe jer godt på vej. Jeg håber dog, at I tager nogle af ordene med i jeres refleksioner over livet og fremtiden. For mig er det et privilegium at holde talen for jer. Jeg kan stå her uimodsagt i mange minutter og give jer gode råd og uddele nogle af de erfaringer, som jeg har gjort mig i livet. Om I så synes, at det var værd at høre på, er selvfølgelig jeres sag, men jeg kan ikke dy mig for at genbruge et citat af Mark Twain: ”Da jeg var en dreng på 14 år, var min far så uvidende, at jeg næppe orkede at have gamlingen i nærheden. Men da jeg blev 21, blev jeg overrasket over, hvor meget han havde lært på syv år”. Skal vi tales ved om 7 år?
Jeg vil slutte med at sige nogenlunde det samme, som jeg plejer at sige. Det er en del af ritualet, og det er samtidigt også sandt. I har bidraget med meget, lige fra fremragende faglige præstationer til en stor indsats i festforening, elevråd, velgørende organisationer, fodboldturneringer, kor, teater og meget mere. I kom ind i gymnasiet som forskellige individer og kom heldigvis også ud igen som forskellige individer, nu bare med en fælles viden og med fælles oplevelser. Dimissionen er en fest, men også en afsked. Jeg tror, at mange af jer kommer til at savne dagligdagen og kammeraterne på Morsø Gymnasium en smule, men alt har sin tid. Jeg er dog sikker på, at de fleste af jer vil tænke tilbage på jeres studentertid med glæde, og sådan skal det også helst være. Hjertelig til lykke med jeres studentereksamen.
Med disse ord dimitterer jeg jer som studenter fra Morsø Gymnasium 2018.