Som det eneste gymnasium i Danmark tilbyder vi individuel klaver- og sangtræning til eleverne i 2- og 3g med musik på A-niveau.
Her tages der udgangspunkt i den enkelte elevs niveau, og der bliver mulighed for at fordybe sig i forskellige genrer. Tilbuddet ruster i høj grad eleverne til mundtlig og skriftlig eksamen.
Som supplement tilbyder gymnasiet 500 kr. i rabat til elever, der vælger at modtage soloundervisning på den lokale musikskole.
Vi tager årligt på turne rundt i landet til musikefterskoler eller lokalt i området til øens folke- og friskoler, og vi har de sidste to år arrangeret vores egne koncerter i forbindelse med Syng Dansk.
I dette skoleår har vi etableret eget indspilningsstudie, og vi tilbyder kursus til alle elever, der kunne være interesseret i at lære mere om indspilningsteknikker og produktion.
Vores unikke miljø skaber mulighed for at arbejde ud fra devisen om, at der aldrig er langt fra tanke til handling. Vores fantastiske faciliteter giver nemlig eleverne plads til selvstændigt at eksperimentere med både scenekunst og musik, og for at imødekomme kravene i læreplanen giver vi eleverne mulighed for selv at få lov til at tage ansvar for både produktion, afvikling og PR f.eks. i forbindelse med teaterfestival og forårskoncert.