Spansk indgår sammen med tysk og fransk i rækken af fremmedsprog, som du kan vælge i gymnasiet
Spansk er på A-niveau, og det betyder, at du har det i alle tre år. Desuden er Spansk A et begyndersprog og kræver derfor ikke forkundskaber.
I undervisningen beskæftiger vi os med spansksprogede tekster inden for såvel skønlitteratur som sagprosa, herunder medietekster. Vi læser blandt andet interviews, fiktionstekster, ser film, lytter til sange og arbejder med billeder. I arbejdet med teksterne lærer du at forstå hovedindholdet i et tydeligt talt eller skrevet spansk om kendte emner. Disse kan være alt lige fra familiemønstre, selvstændighedsbevægelser og ungdomsliv i spansktalende lande. Spanskfaget dækker både Spanien og Latinamerika. Du kommer altså til at læse tekster fra begge sprogområder, men du kommer også til at høre om latinoer i USA og den stigende latinamerikanske indflydelse på nordamerikansk kultur.
Vi arbejder både mundtligt og skriftlig. Målet er, at du i løbet af de tre år lærer at mestre strategier til at kunne kommunikere på et elementært spansk. I timerne bliver du således introduceret til det spanske sprogs grammatik, stavemåde og tegnsætning, lige som du vil opnå et alment og et specifikt ordforråd. Centralt i undervisningen er små samtale- og skriveøvelser, som løbende træner dig i at kommunikere om almene emner med brug af et elementært ordforråd på spansk.
I løbet af studietiden planlægger holdet en rejse til Spanien, som giver dig mulighed for at komme helt tæt på den spanske kultur og træne dine spansksproglige kompetencer.
På spansk A er der både en mundtlig og en skriftlig eksamen.