Oldtidskundskab er det absolutte dannelsesfag i gymnasiet, og du bliver en del af en dannelsesrejse, hvor du lære meget om antikken.
På oldtidskundskab får du bl.a. mulighed for at læse tekster om de græske guder som Zeus, Athene og Apollon, antikkens filosoffer som Sokrates og Platon, og digteren Homer, som er kendt for sine værker Iliaden og Odysseen, som handler om den trojanske krig og Odysseus` hjemrejse fra Troja. Desuden taler vi om antikke dannelsesbegreber, som tager udgangspunkt i et menneskes handlinger, dets værdier og opførsel.
Måske har du allerede hørt om oldtidskundskab gennem forældre, søskende og venner, som har været så heldige at have gået i gymnasiet. De kan måske fortælle dig, hvor umoderne oldtidskundskab også er, fordi det omhandler en meget fjern fortid, som ikke nødvendigvis har noget med nutiden at gøre.
Men vi har meget at takke de antikke grækere for, hvilket vi også taler om i undervisningen: Det antikke teater afspejles i det moderne teater, demokratiet som styreform blev opfundet i antikken, ligesom Platons Akademi var Europas første, højere læreanstalt, hvor der blev undervist i fx matematik, biologi og filosofi.
Fag, som også indgår i fagrækken på STX. Desuden bliver antikkens guder og historie brugt i moderne film som Troy, Herkules og Wonder Woman. Endelig bliver nogle af antikkens kendte tragedier som Medea og Ødipus jævnligt opført på nogle af de danske teatre.
Skulptur af kong Ødipus sammen med sin datter, Antigone, efter han har stukket sine øjne ud. Ifølge Apollons orakelsvar skulle Ødipus slå sin far ihjel og ægte sin mor, Jokaste, og selvom Ødipus gør alt for ikke at opfylde orakelsvaret, indhenter tiden ham og orakelsvaret opfyldes. Dette tager Ødipus konsekvensen af, og han prikker sine øjne ud.