Specialpædagogisk støtte (SPS)
Alt efter hvilken funktionsnedsættelse du har, er der mulighed for forskellige former for støtte. Læs mere om de forskellige former for støtte her på siden www.spsu.dk
Formålet med støtten er, at du skal kompenseres på en måde, så du bliver ligestillet med alle andre elever.
At have en funktionsnedsættelse er INGEN hindring for at blive student.
Betingelser for at få SPS
For at få SPS til en ungdomsuddannelse skal du opfylde nogle generelle betingelser.
Du skal:
- Have en funktionsnedsættelse eller tilsvarende svære vanskeligheder i en sådan grad, at du har behov for støtte for at kunne gennemføre uddannelsen.
Funktionsnedsættelser der kan søges SPS til er: synshandicap, bevægelseshandicap, kronisk eller alvorlig sygdom, talblindhed, hørehandicap, neurologiske eller psykiske funktionsnedsættelser.
"Jeg har en masse bogstaver: OCD og ADHD.
OCD’en blev diagnosticeret for 4 år siden. Før jeg kom på gymnasiet. ADHD’en blev diagnosticeret for 1½ år siden, mens jeg gik på gymnasiet.
Før ADHD-diagnosen var det svært med gymnasiet. Jeg havde nul koncentration.
Nu får jeg medicin og får hjælp af min mentor, som er lærer på gymnasiet, Anna Roel. Det har hjulpet helt vildt. Det er også en hjælp, at jeg har fået min ADHD-diagnose, nu kan bedre forstå det hele. Shit mit liv er blevet nemmere, også med den hjælp jeg nu får. 1g var hårdt, men nu kan jeg snildt klare det hele.
Jeg drømmer om at blive læge."
Siw Julie Bisgård, 3bn. Studieretning matematik A, biologi B, kemi B
"Jeg har aspergers.
Jeg fik diagnosen i 6-7-års alderen og har fået hjælp i hele min folkeskoletid, hvor jeg gik på specialskole. Her var jeg lidt pakket ind. I 9. og 10. klasse var jeg på efterskole sammen med neurotiske børn. Efterskolen gjorde mig klar til gymnasiet.
Vi har et virkelig dejligt gymnasium – jeg føler mig slet ikke udenfor i min klasse. Det er en fordel, at alle kender alle. Lærerne kender også alle.
Jeg får hjælp på gymnasiet med ugentlige mentorsamtaler med min mentor Lise Søndergaard. Det giver selvindsigt at få talt løbende om hverdagens udfordringer. Og så kan hun hjælpe med at fikse ting i forhold til administration.
Jeg drømmer om noget indenfor matematik."
Simon Anders Baunhøj Dalgaard, 3dm. Studieretning drama A og engelsk A
Kontakt
Kontakt skolens SPS ansvarlige hvis du vil høre mere om støttetilbud og SPS her på Morsø Gymnasium.
Elevvejleder Jeanet Egebæk
Mail: je@morsoegym.dk