Vores helt fantastiske elever har gjort det igen!

Skolen har en lang tradition for forårskoncert, hvor skolens musikhold fra 1. til 3.g optræder med numre, der for højniveauholdenes vedkommende også typisk indgår i den praktiske del af eksamen i musikfaget.

2.g musikholdet har traditionen tro organiseret og præsenteret koncerten. Alt fra sceneteknik (lys og lyd) til afvikling. Og hvor har de lavet et flot stykke arbejde, alt klappede og fungerede upåklageligt.

Skolens elever opførte tilsammen et bredt udvalg af musik fra det klassiske til det elektriske.

Der var både solister, bands og større orkester- og korensembler og sørme om ikke også lærerne overraskede alle med et nummer.

Koncerten var munter og stemningsfuldt med engagerede musikelever – en bedre start på foråret kan man vel næppe få!